Trænger din selvtillid til et boost? Vi giver dig tre tips!

Mange af jer spørger til, hvordan man får mere selvtillid. I kæmper med relationer til venner og veninder og til dem I er forelskede i eller crusher på. I den sammenhæng er selvtillid en vigtig størrelse, da mangel på samme kan betyde, at man ikke tør at tage kontakt til og snakke med nye mennesker - uanset om det er venner eller crushes.

Mange af jer kæmper også med, at tro på, at I er gode nok som I er, at I er dygtige nok til at klare den situation I står i, og at I er interessante nok til, at folk gider bruge tid på jer. For en del af jer ender dette ud i negative tanker om jer selv, som også Troubledman beskriver:

 

Men hvad er selvtillid egentlig?

 

Selvtillid er troen på, at man har evnerne og kompetencerne til at klare de krav omverdenen stiller til én. Har man en stærk tro på sine egne evner har man derfor en stor selvtillid, hvorimod hvis man tvivler på sig selv har man en lille selvtillid.

Graden af selvtillid spiller derfor en stor rolle for, hvordan man handler i en given situation og om man overhovedet tør gå ind i en given situation, uanset om man står og skal til eksamen eller man gerne vil i kontakt med den søde pige fra klassen. Fx vil den smarte fyr med den store selvtillid højst sandsynligt gå direkte hen til pigen og spørge, om hun har lyst til at hænge ud, mens den mere stille og generte dreng, der ikke har den store selvtillid, hellere undlader at gå ind i situationen, og derfor holder sig på sidelinjen. Som oftest vil det også være sådan, at personer med stor selvtillid har lettere ved at tackle en afvisning, end personer med mindre selvtillid, fordi de hviler mere i sig selv, og ikke i samme grad lader sig påvirke af, hvad andre mener, tænker og synes.

 

Hvad kan du selv gøre?

Selvtilliden er en omskiftelig størrelse, der kan variere over tid som følge af forskellige livsomstændigheder og begivenheder i ens liv. Det betyder også, at der rent faktisk er noget du selv kan gøre, for at øge din selvtillid.

 

Styrk din selvtillid på tre måder:

1. Tro på dig selv! Det lyder enkelt, men det er det langt fra. Du er god nok som du er, og hvis de andre giver dig bullshit, så øv dig i, at ryste det af dig, og i at se at der er vigtigere ting i livet end hvad andres synes om dig.

2. Ændr dine leveregler! Mange af os, går rundt med urealistiske leveregler. Fx “Alle skal kunne lide mig”. NEJ! Det kan ikke lade sig gøre! Der er ingen, der oplever, at alle kan lide dem. En mere realistisk leveregel er derfor “Jeg kan lide at være social, men det kan ikke lade sig gøre for nogen, at alle kan lide dem. Derfor kan det heller ikke for mig.”

3. Tving dig selv til at tænke positivt! Det er så nemt, at fylde hovedet med negative tanker om sig selv, og er man først kommet ind i sådan et tankemønster kan det være rigtig svært at bryde igen. Sig til dig selv, at du hver dag skal tænke mindst tre positive tanker om dig selv. Det kan være alt lige fra “jeg kom ud af sengen i dag” til “mit hår sidder godt i dag” til “YES! Jeg kan klare hele verden!”

 

Nogen har fra naturens hånd og qua deres opvækst mere selvtillid end andre, men langt hen ad vejen kan du selv være med til at øge din selvtillid ved at tro på dig selv, ændre dine leveregler og tvinge dig selv til at tænke positivt.

Fik du ikke helt svar på det du søgte? Opret en profil her på siden og stil dit spørgsmål - de andre drenge sidder klar til at give dig gode assists.

 

God fornøjelse!

 

MitAssist-teamet