Står du overfor en forandring? Vi giver dig 3 måder at cope.

Sommeren står for døren, og for mange af jer betyder det, at der skal til at ske en forandring. Måske skal I på efterskole efter sommerferien, måske skal I starte i gymnasiet, eller måske bliver I studenter, og skal til at finde ud af, hvad der så skal ske nu.

 

Forandringer kan være en fantastisk ting, fordi så sker der noget nyt og uvant og man bliver udfordret på sine grænser. Men forandringer kan også være en forfærdelig ting, fordi så sker der noget nyt og uvant og man bliver udfordret på sine grænser. Uanset hvordan du har det med forandringer kan ingen kommer uden om, at forandringer sker igennem hele livet. Nogle sker uden vi har kontrol over dem, som fx overgangen fra vuggestue til børnehave til skole, eller at når solen går ned bliver det mørkt og månen og stjernerne kommer frem. Men andre har vi kontrol over. Og det kan både være en virkelig rar følelse, men kan også være en meget skræmmende følelse. Det kan være dejligt at mærke, at man selv har kontrol over, om man ønsker at tage på efterskole eller man gerne vil direkte på gymnasiet, eller om man skal læse til tømrer eller kemiingeniør. Men det at man selv kan vælge og selv har kontrollen betyder også, at hvert valg også er et aktivt fravalg. Og det kan føles meget angstprovokerende. For sæt nu, at man ikke vælger rigtigt. Hvad gør man så?

 

Forandringer er svære at undgå, især i teenageårene, hvor hvert år ser lidt anderledes ud, og man konstant bliver præsenteret for en masse valg, som man skal tage stilling til. Så hvordan coper man med forandringer?

 

Her kommer 3 måder, som kan gøre det nemmere at cope med forandringer på:

1. Acceptér det! Det kan nogle gange tage meget lang tid, at acceptere, at der skal ske forandringer. Men nogle gange ændrer tingene sig, uden vi har indflydelse på dem, og her kan selve forandringsprocessen blive nemmere, hvis man forsøger på at acceptere situationen og få det bedste ud af den.

2. Tag det en dag ad gangen. Når der sker en forandring tager det tid at vænne sig til det nye, lære det nye at kende, og tilpasse sig det nye, og det er vigtigt at give dig selv tiden til det. Ingen forventer af dig, at du kan gennemgå en forandring uden nogen glitches, så tag det en dag ad gangen og giv dig selv lov til, at reagere på det nye, uanset om det betyder at du har brug for mere tid til dig selv, mere tid sammen med andre eller noget helt tredje.

3. Øv dig i at se det positive. Når der sker et skift, særligt hvis det er et man ikke selv har ønsket, kan det være svært at se andet end det negative. Men øv dig i at se det positive. Hvis du fx skal starte et nyt sted kan du fokusere på, at det er en god mulighed for, at møde nye mennesker, starte nye venskaber og bryde ud af vante roller, i stedet for at fokusere på alt det du må sige farvel til det gamle sted.

 

Forandringer sker uanset hvad du selv stiller op, så du kan ligeså godt få det bedste ud af dem.

 

MitAssist-teamet

 
 
Fandt du ikke helt det du søgte? Stil et spørgsmål her på siden og få gode assists - de andre drenge sidder klar til at få dig godt videre.