Problemer med storebroderen

Min storebror disrespekterer mig og nedgører mig hele tiden, og jeg har prøvet mange ting for at få ham til at stoppe, men han bliver bare mere insisterende. Han formår tit at gøre det lidt underhåndet/subtilt så andre tilstedeværende ikke rigtig opfatter hvad der passerer mellem os, og når min reaktion så er mindre subtil får han mig til at fremstå som sindssyg. Det har stået til i syv år, og ser ikke ud til at ændre sig. Han er ret meget tager i familieforholdet og ikke giver - viser ingen interesse for at tale med mig, med mindre han har noget at fortælle. Det faciliteres også lidt af min far, der ikke synes at mene at jeg skal have specielt meget at have sagt, så jeg kan ikke betro mig i ham.

Fornylig nedgjorde min bror mig en del mere end sædvanligt og i den efterfølgende diskussion blev jeg tydeligt frustreret, hvilket han fik til at fremstå som bogstavelig sindssygdom. Hver gang jeg omgås ham føles det som om der er en overhængende trussel at det mindste fejltrin vil blive brugt til at ydmyge mig og som unskyldning for at tage mig mindre seriøst i fremtiden og mistænke mig for at lyve, og da jeg er i en situation hvor det er ret vigtigt at opbygge troværdighed er det en reel bekymring. Han påstår at han holder af mig men jeg har efterhånden svært ved at tro det. Lige nu sidder jeg i mit værelse og har ikke spist i et døgn, da jeg for at spise ville skulle gå gennem stuen hvor han sidder.

1 assist
anonymgiraf har bedt om assist fra coach Birgitte Birgittes billede
1 assist

1
0

Hej Anonymgiraf !

Helt ærligt din storebror lyder strid, jeg kan godt forstå, du bliver provokeret over hans opførsel. På det du skriver, lyder det til, du har forsøgt at snakke med ham om, hvordan du oplever hans behandling af dig. Har jeg misforsået det, synes jeg, du skal gøre det i en stund, hvor I har det okay med hinanden. Hjælper det ikke, kan du med både ord og handling sætte grænser for hvad du vil finde dig i, - så når han provokerer dig kan du sige " jeg vil ikke finde mig i den behandling" og så gå væk. Du behøver ikke diskuter med ham, når du har haft snakken med ham, om din oplevelse af hans behandling / ydmygelser af dig. Det er helt urimeligt, at du ikke kan komme ud at spise, fordi du ikke vil gå forbi ham, det er absolut ikke okay. Du skriver din far ikke kan / vil støtte dig, - har du en mor der kan ? Det er vigtigt, at du tænker, det at sætte grænser for sig selv og stå ved sig selv, i den grad er troværdighed !!

Lykke til,-  bedste hilsner fra Birgitte

Gå til assist