Hvad skal jeg gøre? Jeg er fanget i en vildrede.

Hejsa, 

Jeg har et lidt indviklet dilemma, som jeg selv er lidt tabt i, som det er nu. 

Sagen er den, at jeg lige inden jul for 2 år siden skiftede folkeskole. Dette skete på baggrund af en konflikt med min daværende veninde i min klasse, som bare blev værre og værre - og som til sidst drev mig væk fra skolen. 

For at I skal kunne forstå situationen lidt bedre , bliver jeg nok nødt til at uddybe lidt: 

Det hele startede med, at jeg lige siden 0. klasse har gået i parallelklasse med hende pigen her. Fra 0.-7. klasse havde jeg aldrig brudt mig om hende. Jeg syntes, at hun var møgirriterende for at sige det ligeud.

Men efter 7. klasse havde vores skole en ordning med, at 8.- og 9.-klasserne skulle flyttes til en anden skole og afslutte folkeskolen her. Her kom jeg så i klasse med hende pigen, jeg aldrig havde brudt mig om, og så tog tingene en drejning:

Efterhånden som vi lavede mere og mere gruppearbejde sammen i skolen, hende og jeg, begyndte vi også at snakke bedre og bedre sammen, og allerede efter et halvt års tid i klassen var vi blevet nogenlunde gode venner, selvom jeg ikke tror, at hun på daværende tidspunkt følte, at jeg gav den nødvendige anerkendelse af vores venskab. 

Som vores unge teenager-hjerner udviklede sig langsomt og hormonerne i kroppen begyndte at arbejde på højtryk, blev vi tættere og tættere, hvilket også indebar, at vi kunne dele de lidt mere intime og personlige historier med hinanden - det gjaldt mest hende trods alt. 

Det udviklede sig til, at da vi havde gået i klasse sammen i det ene år, og hun begyndte at få problemer med sin besværlige far derhjemme, henvendte sig til mig som den eneste, hun kunne stole på. 

Dengang havde jeg det svært med, at folk fortalte deres historier til mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre ved det alligevel. Det eneste, jeg derfor gjorde dengang, var bare at prøve at trøste hende så godt som muligt og lige give hende en krammer en gang imellem. Jeg kunne mærke på hende, at hun blev mere afslappet derefter og var tryg i mit selskab. 

Efterhånden som min identitetskrise som tidlig teenager for alvor tog fat, samtidig med at hendes problemer derhjemme blev værre og værre, blev jeg noget selvoptaget og var der ikke ret meget for hende. 

Dette kunne hun naturligvis mærke, og det førte til, at hun blev sur på mig, når jeg ikke lige var der for hende. Til sidst udviklede det sig faktisk til, at jeg næsten ikke kunne gøre noget, før hun blev sur på mig også. 

En dag lige inden juleferien, hvor jeg så sad sammen med mine kammerater i kantinen og spiste frokost, kom hun hen til vores bord og var rigtig sur, hev mig i håret og råbte ad mig. Alle i kantinen så det, og kantinedamen var forholdsvis hurtig til at komme hen og holde hende væk fra mig, mens hun tilkaldte lærere. 

Derfra var det overhovedet ikke sjovt. 

Da jeg kom hjem fra den skole den dag, hvor jeg naturligvis var påvirket af hændelsen, begyndte hun at sende trusler over Facebook til mig. Altså direkte beskeder rettet mod mig, hvor hun truede mig. 

Selvom jeg allerede dengang var meget privat overfor mine forældre, så besluttede jeg med det samme at vise dem beskederne fra hende, hvorefter de tog kontakt til lærerne på skolen. 

Efter et par dages drøftelser mellem mine forældre, lærerne og mig, blev vi enige om, at jeg ikke skulle gå på skolen længere. 

Efter denne beslutning anbefalede lærerne mine forældre, at de skulle bede mig slette og blokere hende fra alle de sociale medier, hvor jeg havde kontakt til hende, hvilket jeg naturligvis gjorde. 

Hele forløbet med pigen her tænkte jeg meget på i hele den efterfølgende juleferie og et par måneder efter, da jeg var kommet på den nye skole, men derefter tænkte jeg faktisk ikke mere over det, da jeg var kommet videre i mit liv. 

Lige indtil for godt og vel et år siden, hvor min kammerat fra den gamle skole havde fået en besked fra hende pigen her, som gerne ville igennem til mig. I beskeden skrev hun en meget dyb og personlig undskyldning, hvor hun beklagede det hele og skrev, at hun savnede mig. Hun skrev, at jeg var hendes bedste ven nogensinde, og at der altid var hjælp at hente hos mig, når hun havde brug for det. Hun skrev også, at hun havde forsøgt at få kontakt til mig ved at låne 2 venners Facebook-profil og derved skrive til mig, men at jeg havde blokeret dem begge. Nu når jeg tænker mig om, kan jeg egentlig godt huske dette; der kom 2 beskeder fra to helt ukendte personer, og jeg var forholdsvis hurtig til at blokere dem, da de ikke skrev, hvad de ville, inden for et rimeligt tidsrum. 

Derudover skrev hun - hold nu fast - at hun elsker mig virkelig meget og gjorde det allerede dengang, men at hun ikke kunne få sig selv til at sige det til mig. Hun skrev ikke hvorfor, men jeg gætter på, at grunden er, at jeg allerede dengang var modstander af kæresteforhold. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle alt dette. Jeg har aldrig før fået at vide af en pige, at hun elsker mig, så det kommer som lidt af et chok for mig. 

Nu er det godt og vel et år siden, hun skrev beskeden til min kammerat, som sendte den videre, og jeg brugte nok 2 måneder på¨at tænke jævnligt over det, men derefter var jeg videre i mit liv igen. 

Men i dag mødte jeg så min kammerat, som hun havde sendt beskeden igennem, helt tilfældigt i bussen, da han tilsyneladende boede i den by, som jeg var på vej ud til for at prøve en bil, jeg gerne vil købe. Nu tænker jeg pludseligt over det igen, efter jeg har snakket med min kammerat over det, og jeg kan virkelig bare ikke få det ud af hovedet nu. 

Jeg overvejer lidt at fjerne hendes blokering og give hende en ekstra chance, men på den anden side synes jeg, at hun ligesom må 'tage straffen' for sine handlinger og lære af det. 

Jeg er i en vildrede. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved alt dette - eller om jeg overhovedet skal gøre noget?? 

Håber, at I kan hjælpe! 

2 assists
Bobcat har bedt om assist fra coach Birgitte Birgittes billede
2 assists

1
+1

Kære Bobcat,

hold da op en rutsche tur..... jeg kan godt forstå, du blir usikker på, hvordan du skal forholde dig til denne situation !

Aller først vil jeg sige til dig, at det lyder som om, du har været en rigtig god ven og kommarat for din veninde. Det at lytte, er den vigtigste evne at have, når man står overfor en, der har det svært.  De fleste falder i den grøft, hvor de vil forsøge at fixe den andens problem, hvilket er umuligt. Endvidere har jeg oz lyst til at sige til dig, at ingen kan være der 100 % for en anden person, - der vil være tidspunkter i livet, hvor man er nødt til at tage vare på nogle af sine egne udfordringer eller problmer i livet, - præcis som du oz oplevede det.  Du var en god ven!! 

Det er ikke svært at forstå, at du blev skuffet, ked af det og såret over din venindes reaktion, som lyder helt igennem urimeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke, hvad der har fået hende til at reagere, som hun gjorde... tror bestemt ikke det har noget med dig at gøre, - men nærmere noget i hende selv eller hendes nærmeste familie, som har været uhåndterbart for hende, - måske problematikken i fht. hendes far... 

Jeg synes, det mellem dine linjer lyder til, at du oz har savnet din veninde, - tænker det er derfor, det med jævne mellemrum kommer til at fylde så meget for dig. Derfor tror jeg, du er nødt til at undersøge om der er grobund for at genoptage jeres  venskab, - om du kan modtage hendes undskyldning og tilgiver det hun har "budt dig". MEN ikke over de sociale medier.... det er for nemt / sårbart at komme til at misforstå hinanden, - hvis du vil give det en chance, tror jeg det er nødvenigt at mødes face to face. Du kunne fx. invitere hende med på en (laaang)gåtur, fortælle hende om hvordan hendes opførsel har været for dig, hvad det har betydet for dig og hvilke konsekvenser det har haft. Når du ser og hører hendes reaktion på det, samt hører hvad det var det skete for hende ( fik hende til at reagere som hun gjorde), tror jeg du ved om du tør - og har lyst til - at give jeres venskab en ny chance.

Pas godt på dig selv, - husk at det er okay at sætte grænser for, hvad man vil acceptere fra et andet menneske.

Lykke til ! bedste hilsner fra Birgitte

Gå til assist

1
+2

Det er da godt nok en ret pikær situation du er havnet i. Det er altid svært når følelser kommer I klemme, og jo længere tid der går, jo værre bliver det ofte. Men jeg er dog stadig en trofast tilhører af troen på det bedste i folk, og vil derfor mene at det er værd at prøve. Ikke at gå lige på og hårdt, men begynde at skrive sammen igen, og se hvordan hun har udviklet sig. Og så kan man jo prøver lidt grænser og se hvor tæt på overfladen, hendes gamle frustrationer er. Og måske kan der være at det ender med forhold,men selv hvis det ikke gør kan det være rart at have det afklaret sådan et ikke vender tilbage i dit senere liv.
Held og lykke med det hele :-)

Gå til assist