Har du oplevet psykisk vold?

Når man siger vold tænker de fleste på fysisk vold, hvor man slår, sparker, bider, kradser, skubber osv. Fysisk vold vil som oftest efterlade tydelige aftryk, i form af blå eller røde mærker, sår og/eller ar. Der findes dog også en anden form for vold, som ikke efterlader synlige spor. Den slags vold kaldes psykisk vold.

 

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold er, når krænkeren fx konsekvent taler grimt og nedladende til en og råber ad en, når vedkommende kommer med trusler og afpresning og når han eller hun overvåger dig og konstant skal vide hvad du laver og med hvem. Psykisk vold efterlader derfor ikke synlige fysiske spor, men derfor kan det stadig have voldsomme konsekvenser for ofret. Mange vil opleve sig nedgjort, og vil få følelsen af, at de ikke er noget værd og ikke har nogen betydning. For nogle kan det også ende med, at de, mod deres vilje, fører disse adfærdsmønstre videre i deres eget liv.

 

Jeres oplevelser

Flere af jer har oplevet noget lignende, hvor jeres forældre får jer til at føle, at I ikke er gode nok, eller de stiller urimelige krav til jer og ikke behandler jer ordentligt. Det er rigtig hårdt når ens forældre ikke anerkender en, og når de ikke behandler en godt. Ens forældre er nogle af de mest betydningsfulde og nære personer i ens liv, og derfor gør det også ekstra ondt, når de ikke behandler én ordentligt, som bl.a. Nasser har oplevet:

 

 

Hvad kan du gøre?

Det kan nogle gange være svært at vide hvad man skal stille op, hvis man oplever psykisk vold - uanset om det går ud over en selv eller andre. Det kan ofte være sådan, at krænkeren ikke er til at snakke med, og man må derfor ty til andre muligheder. Det vigtigste er først og fremmest at passe på sig selv. Gå væk fra situationen når du mærker der er noget på vej. Gå ind på dit værelse, over til en ven eller ned i ungdomsklubben. Hvorsomhelst, bare det er et sted, hvor du har “helle”.

Psykisk vold er meget alvorligt, og slider ekstremt meget på ofrets selvværd, selvtillid og følelse af, at have en betydning i livet. Derfor er det på ingen måde i orden og er noget man bør reagere på. Hvis det fx er din far, der er ubehagelig over for dig, prøv da at tale med din mor eller en anden voksen (fx en lærer, et familiemedlem eller en kammerats forældre) og fortæl om hvad der foregår. Det er alt for hårdt at gå med så barske oplevelser alene, og de vil helt sikkert gerne hjælpe dig.

Og husk, at vi og de andre unge altid er klar til at hjælpe dig her på MitAssist!

 

MitAssist-teamet