Depression? angst? eller?

Hej mennesker

Er en pige på 16 som lige pt går på efterskole på fyn og det også helt fint, det slet ikke det, men her på det seneste er jeg bare begyndt at blive sur, irriteret, frustreret og ked af det over ingenting.

Jeg har ikke lyst til at være sammen med nogle, men samtidig har jeg heller ikke lyst til at være alene. Føler mig indeburet i mig selv, at jeg ikke kan komme væk lige meget hvad jeg gør.

Der er ingen der ved jeg har det sådan, da jeg ikke føler der er nogle jeg kan snakke med sådan rigtig. Er ikke så god til at komme ud med mine følelser.

Men det som sagt så har det stået på i noget tid nu, og det ikke første gang jeg har det sådan. Her i efterårsferien fik jeg et slags anfald, jeg græd og græd bare, og havde lyst til at gøre mig selv fortræd, og tænkte over hvorfor jeg var her, hvad der holdte mig i live. Havde bare lyst til at gøre en ende på det hele.

Ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvad det er der gør at jeg har det sådan?

HJÆLP! a

2 assists
yas har bedt om assist fra coach Sune Sunes billede
2 assists

1
0

Hej Yas, 

Det lyder ærligt talt ikke som om det er det fedeste i verden at være dig lige nu. Det er sgu noget møg, hva? 

Jeg vil holde mig fra at forsøge at fortælle dig om det er angst eller depression, som du selv henviser til i din overskrift. Det er ikke min faglighed og det er ikke noget man ville kunne gøre på nettet. Og det er egentligt også underordnet hvad det er, følelsen af at være dig vil lige nu være det samme uanset hvad vi kalder det.

Du beskriver at du i efterårsferien havde det på en lignende måde og havde lyst til at skade dig selv og tage dit eget liv. Gjorde du skade på dig selv dengang? Hvordan kom du videre der?

Dertil kommer kernen, essensen af det hele. Det fuldstændigt tydlige, klare svar fra mig af: Du bliver nødt til at sige det til nogen. Du siger at du ikke ved hvad du skal gøre, og at du føler dig indeburet i dig selv. Jeg mener du skal snakke med nogen om hvordan du har det, det kan hjælpe med følelsen af at være indeburet og det kan hjælpe dig til ikke at stå så alene og ende så desperat som du måske har været i efterårsferien. Hvem er så det store spørgsmål. Du skriver at din mor umiddelbart ikke er en løsning og at du ikke stoler nok på nogen, jeg tænker at der må være nogen, hvis vi rækker langt nok ud i dit netværk. Tænk på nærmeste familie, tænk på lærere, tænk på gamle klubpædagoger, fodboldtrænere og spejderledere, på egen læge eller en venindes mor. Find en du tror lidt mere på end resten, eller find en professionel med en tavshedspligt. Men få det ud af systemet og kom videre til nogen der kan hjælpe dig, for du knækker nakken, hvis du står med det hele selv. 

Det næste er så hvordan man siger det. Du siger selv at du ikke er god til at tale om følelser, og at du ikke ved, hvordan du skal forklare hvad du måske har brug for. Egentligt, hvis du ikke har modet til selv at sige noget, så kan du gøre det let for dig selv ved at åbne denne tråd, bede nogen om at læse den og fortælle at du er Yas. Mere skal der ikke til for at komme i gang. 

Jeg ved godt at det jeg præsentere i et eller andet omfang allerede er sagt af Peztilenze, at jeg ikke kommer med et quickfix og at du selv kommer til at skulle gøre benarbejdet selv. Sådan er det desværre, du skal selv tage de første skridt, men det aller første det har du allerede taget ved at skrive her, nu skal vi bare holde dig i bevægelse.

Jeg tror ikke umiddelbart jeg bliver notificeret, hvis du svarer på mit indlæg, men jeg holder øje med tråden et par dage frem. Jeg skal nok prøve at se efter dit svar. 

Hav det så godt som du kan,

Sune

Gå til assist

Kommentarer

Hey

Tak for svaret.

Jeg har sagt det til en, så nu må jeg se hvad der sker, men ja... Prøver

- yas - 1 måned siden

1
0

Hej yas
Det lyder som noget af en mundfuld, men hvis det på nogen måde kan hjælpe, så skal du bare vide at du ikke er alene. Jeg har personligt haft lignende anfald, og kender en del der døjer med de samme følelser. Det hjælper ofte at have en man stoler nok på til at snakke om de ting. Det kan både være en lærer, ven eller psykolog. Jeg vil anbefale dig stærkt at snakke med en psykolog om det under alle omstændigheder. Dine forældre kan forhåbentlig hjælpe dig, og ellers ved jeg at lærerne kan. Selvom det kan være svært at snakke om, er det nødvendigt for at komme over det.
Jeg håber at du får det bedre, og får den bedste hjælp til at få et fedt efterskole liv!
Held og lykke :-)

Gå til assist

Kommentarer

Hej.

Tak for dine råd.

Men som jeg skrev så har jeg ikke rigtig nogle jeg stoler nok på og min mor har svært ved at takle sådan noget.

Ved ikke hvordan jeg skal forklare hende, at jeg muligvis har brug for en psykolog, og har cuttet og har selvmordstanker osv.

- yas - 1 måned siden