17 år og stadig jomfru

 

Hej med alle jer dejlige mennesker herinde, 

 

Jeg vil egentlig gerne have jeres syn på en lille udfordring, jeg mener, at jeg har pt., men jeg vil samtidig også gerne sige tak til dem, der har skabt dette forum og giver alle os brugere mulighed for at vejlede og kommunikere med hinanden. 

Nu vil jeg gå videre til min situation: 

 

Jeg er nu 17,5 år gammel, og jeg glæder mig selvfølgelig enormt meget til at blive 18, hvor jeg kan få lov at køre i bil alene (jeg har været med i forsøgsordningen med kørekort til 17-årige siden jeg fyldte år), købe alkohol på restauranter og alle de andre fede ting - uden at skulle bryde loven ind imellem. 

 

Jeg havde som 12-årig en slags flirt med en ny pige i min klasse, som faktisk var rigtig sød og pæn. Vi blev forholdsvist hurtigt gode venner, og jeg kunne indenfor et par uger mærke i kroppen mærke, at jeg var lidt vild med hende. Efter et tættere og tættere venskab begyndte vi at skrive sammen over SMS hver dag, når vi kom hjem fra skole, og vi prøvede nogle gange at holde i hånd i smug i skolen, da vi helst ikke ville have, at andre skulle vide noget. Mere blev det dog aldrig til, da jeg en kold vinterdag gjorde det op og sagde, at jeg ikke kunne se mig selv i øjnene med det kørende længere, hvilket hun egentlig tog meget pænt. Den dag i dag er der ingen dårlig kemi imellem os. Hun er et par år ældre end mig, har en kæreste og går på SOSU-uddannelsen. Vi havde for nogle måneder siden et gensyn blandt personerne fra min gamle klasse, og jeg begyndte at snakke med hende, og hun er stadig utrolig sød. Jeg havde slet ingen andre følelser end de venskabelige, så vi er fuldstændig det samme sted. 

 

Som jeg skrev, endte jeg vores “forhold”, fordi jeg ikke kunne se mig selv i øjnene med det. Jeg syntes simpelthen, det var noget pjat, vi havde kørende, når mine jævnaldrende venner havde det med at skifte “kæreste” hver anden uge, blot af den ene årsag at få respekt og anerkendelse af deres venner. Jeg ville ikke være en af “dem”, så jeg stoppede det, imens legen var god, og det fortryder jeg faktisk overhovedet ikke. 

 

Det med at kunne se mig selv i øjnene er faktisk en ret væsentlig del af min identitet i dag, og mange af mine holdninger og handlinger er baseret på den ideologi. Jeg startede med at blive bevidst over det allerede i mine tidlige teenageår, og gennem årene er det bare blevet en vigtigere og vigtigere ting for mig at huske på og have i baghovedet.

 

I min intention om ikke at blive ligesom “dem” er det dog også - og faktisk først her i de senere par år- gået op for mig, at jeg har bibeholdt min kritiske og tilbageholdende indstilling til kæresteforhold. Jeg kan ikke fordrage at være sammen med vennepar, der sidder og snaver med hinanden, når vi har aftalt at være sammen og hygge os, og for at være ærlig kan jeg den dag i dag faktisk ikke forestille mig noget mere rædselsfuldt end et forhold med en pige. Det skyldes primært min noget liberale og småborgerlige person, der ikke vil lade andre bestemme eller have kontrol, hvad jeg gør og hvad jeg ikke gør. Jeg går meget op i, at folk lader mig passe “min butik”, hvor jeg så til gengæld vil lade dem passe deres i fred. På denne måde bliver vi alle set i mine øjne bedre mennesker, når vi kan være dem, vi er, og ikke leve efter andre menneskers ideer og holdninger til, hvordan vi hver især skal være og opføre os. Ikke ét menneske er normalt, og det synes jeg sgu er på sin plads, at vi er lidt stolte af. 

 

Selvom jeg står ved min holdning til kæresteforhold, så vil jeg dog også erkende, at den har skabt et problem, som faktisk først er gået op for mig for nyligt, hvor jeg begyndte at tænke lidt over det. Sagen er den, at jeg grundet min skepsis over forhold også siden mit SMS-forhold har været tilbageholdende med at tage kontakt til- og flirte med piger, jeg er blevet tiltrukket af rent seksuelt. Det er for mig vildt unaturligt at gå hen og flirte med en pige, og jeg ved ikke, hvordan jeg får en med i kanen, for hvad nu hvis de vil have mere end et knald bagefter? 

 

Det nager mig dog, da jeg gerne vil have taget min mødom inden jeg runder 18 til maj, da jeg reelt er nysgerrig og interesseret i at prøve at være sammen med en pige - kun for en enkelt nat. Jeg tænker meget over det lige for tiden, og det går mig nok mere på, end det egentlig burde gøre. 

 

Jeg ved godt, at der er mange 17-årige i Danmark, der stadig er jomfruer, og at der derfor ikke er noget unormalt i min situation, men bare fordi mange andre er i min situation, skal jeg vel ikke acceptere stilstanden, hvis jeg reelt gerne vil have en ændring? 

 

Jeg har snakket med nogle af mine kammerater om min situation, og de er gode til at sætte sig i mit sted, og de giver mig råd til at få ændret på tingene, men det er sværere for mig, end det lige lyder til at være - simpelthen fordi det er lidt unaturligt for mig. 

 

Jeg har siden d. 26. december 2017 været på en slags Danmarks-turne, hvor jeg først besøgte den ene af mine kammerater i København sammen med min anden ven, hvor vi efter nogle dage valgte at tage til Odense og hjem til min anden kammerat for at holde nytår. 

 

I Købehavn besluttede vi os i fredags for at tage i byen, så jeg kunne prøve det for en første gang - på trods af at det ikke er helt lovligt. Mine venner havde lovet at hjælpe til med både at få mig ind de forskellige steder samt at hjælpe mig med at få en lille flirt op at køre. 

 

Ingen af delene skete dog, da jeg ikke kunne komme ind nogen steder, så vi endte på et værtshus et sted og fik mindst 4 fadøl hver. God aften på trods af, at jeg godt kunne tænke mig et one-night-stand den aften. 

 

Efter den aften var jeg egentlig blevet enig med mig selv om at tage den lidt med ro igen og tage tingene i et stille og roligt tempo, men så blev det nytårsaften, hvor vi valgte at tage ind til Odense midt om natten og finde en bar at gå ind på sammen med en tredje ven. Jeg tænkte her, at det var min oplagte mulighed for endelig at få taget min mødom, men det skete dog heller ikke denne gang.

———————————————————

Det går mig virkelig meget på, og det irriterer mig, når jeg bare burde tage det stille og roligt. 

 

I alle mine assists herinde rådgiver jeg folk om at tage tingene i et stille og roligt tempo og ikke forhaste livet og hverdagen, men nu kan jeg godt se, at jeg ikke selv er det gode forbillede for de holdninger. 

 

Hvad synes I, jeg skal gøre? 

 

 

 

 

2 assists [Løst]

Kommentarer

Hvorfor vil du ikke have en kæreste?

- Simon-objektiv - 4 måneder siden

Jeg forbinder det at have en kæreste med at have ansvar, forpligtelse og at lade en pige gå ind og tage styringen og kontrollen over mit liv, idet hun er i positionen i forholdet, hvor jeg skal komme hende mest i møde. Det vil jeg ikke være med til.. Jeg styrer selv, hvad jeg gør, hvad jeg skal og hvad jeg vil, og jeg kan blive meget sur, hvis andre prøver at gøre det for mig. Desværre ser man mange usunde forhold i dag, hvor det netop er, som jeg har beskrevet, og det vil jeg ikke være en del af. Desuden gider jeg ikke at bruge tiden på det, og så giver jeg ikke meget for alt det følelsespladder, man udveksler med en kæreste gennem følsomme snakke eller kys med en tunge i munden (?). Det er ikke en verden, jeg vil være en del af, så jeg holder mig ude af den på den sikre side :).

- Bobcat - 4 måneder siden
2 assists

This one is the BEST answer!
Valgt som bedste assist
1
0

Hej

Det du beskriver lyder som en angsttilstand, mange kan opleve i forhold til at knytte sig til et andet menneske og blive glad for en kæreste.

Det kræver mod og det kan være meget angstprovokrende at slippe kontrollen og kaste sig ind i et forhold.

Du beskriver, at du historisk handlede på en angst for at miste din kæreste - så ville du hellere selv gøre det forbi. Men nu er du fanget i den angst, og du skal have brudt din isolation.

Fat mod, tro på dig selv og se hvad det sker. Start med at begynde at flirte og snakke mere dybt med en pige, og husk at du jo selv bestemmer, hvad der skal ske fx efter I har haft sex.

Sandheden er jo at ingen af os kommer igennem livet uden at føle os ulykkelige fx af en kærlighed der bliver afvist, men vi kan komme over det, hvis vi er modige nok og her hjælper det altid at dele sine følelser med andere vi har tillid til. Stol på, at der altid er håb og magi kan opstå....

Held og lykke

Gå til assist

Kommentarer

Hej Isabella 

Du har helt ret. Jeg har en angst for at slippe kontrollen samt binde og knytte mig til noget. Dette er dog ikke som sådan noget, jeg er flov over, da jeg som sagt er meget liberal og derfor meget “min egen”. Generelt har jeg en “mur”, som de fleste mennesker, jeg ikke kender, skal igennem, før jeg begynder at åbne op overfor dem. Det kan godt tage noget tid nogle gange :)

 

Det kunne dog godt være, at jeg skulle prøve at bryde facaden en gang eller to, hvis jeg gerne vil have mit ønske om et one-night-stand til at gå i opfyldelse. 

Jeg takker for, at du ville give dit besyv med, og vil ønske dig en god aften/dag :)

- Bobcat - 4 måneder siden

1
0

Det er altid svært det med den seksuelle debut. Jeg har selv været lidt usikker på det efter alle mine venner begyndte at miste den på skift. Jeg tror der er 2 vigtige ting. 1) Være forberedt. Vide hvad man i teorien skal og ikke skulle famle sig frem. Ikke kun under legen men også inden. Og 2) Være selvsikker. Du lyder som en person der hviler meget i sig selv og det under jeg stor respekt for, men hvis man ikke udstråler det har pigerne med ikke at være så åbne overfor en.
Jeg er ikke den mest erfarne "spiller" men tænkte at jeg ville five mine tanker. Håber dog at de andre fantastiske folk herinde også vil hjælpe til :-)
Held og lykke med det

Gå til assist