Dagbjört Strandberg

Fagkonsulent med speciale i radikalisering og diskrimination Mere om Dagbjört

Hvis du er mellem 18 og 25 år, søger vi lige netop dig til at være en del af vores nye ungeteam af dialogskabere. Vi leder efter unge med masser af kreativitet og gåpåmod til at skabe engagerende og givende workshops for unge over hele landet!

Center for Digital Pædagogik starter et spændende nyt initiativ med fokus på at udvikle og afholde workshops for unge af unge med det klare mål at forebygge intolerance gennem samtaler om identitet og fælleskaber med fokus på det digitale liv. Som en del af dette initiativ opretter vi et ungeteam bestående af 10-12 dialogskabere – og nu har du muligheden for at være en del af teamet!

Om stillingen

Initiativet er en del af den nationale handlingsplan mod antisemitisme, der kom i januar 2022, og som man fra regeringens side har lavet for at skabe bedre rammer for, at unge med forskellig tro og livssyn kan mødes og blive bedre til at sige fra over for alle former for intolerence. Dette arbejde kommer til at foregå i både 2024 og 2025.

Stillingen som dialogskaber er et spændende studiejob, hvor du kan se frem til at afholde mindst fem workshops i projektperioden, der strækker sig fra september 2024 til udgangen af 2025. 

Vi søger engagerede unge, der er villige til at forpligte sig til mindst et års engagement ved siden af studierne. Arbejdstiden kan tilpasses i samarbejde med projektlederen, så den passer sammen med dine studier. Arbejdet er honorarlønnet, og du får udbetalt honorarløn pr. afholdt workshop, samt uddannelsesdage. 

Forventet opstart er i uge 34. 

Om dig

Som en del af vores team af dialogskabere bliver du ansvarlig for at facilitere elevworkshops over hele landet, der fremmer dialogen om identitet, fællesskab, forskellighed og fordomme, med særlig fokus på det digitale liv. 

Det er derfor vigtigt, at du kan omfavne forskelligheder og har en nysgerrig tilgang til andre. Du skal desuden være i stand til at skabe et inkluderende miljø under din formidling. Din rolle er afgørende for at forebygge intolerance og fordomme gennem forskellige øvelser og dialoger.

Om du bor på Sjælland, Fyn eller Jylland er ikke afgørende, da vi planlægger at ansætte to separate dialogteams, der dækker hver deres landsdel. Der skal dog forventes transport til og fra workshopstederne.

Hvad du får ud af jobbet

Når du bliver ansat som dialogskaber, forventer vi ikke, at du har en faglig baggrund inden for de nævnte temaer. Som en del af din ansættelse vil du deltage i fire uddannelsesdage i midten af august. Her vil du få indsigt i både de faglige temaer for elevworkshopsene samt øve dig i at formidle og tilegne dig pædagogiske værktøjer til klasserumsfacilitering.

Desuden vil du løbende udvikle dine kompetencer gennem supervision og efteruddannelse. Du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor du vil få en unik indsigt i debatten om digital dannelse. Gennem arbejdet vil du styrke dine evner som oplægsholder og facilitator af komplekse emner.

Du vil blive en del af et solidt fællesskab, hvor deltagelse i sociale og faglige arrangementer er velkommen. Faglig sparring og vejledning vægtes højt, og du får mulighed for at sætte dine faglige interesser og viden i spil både med de unge og dine kolleger.

Send ansøgning

Send din motiverede ansøgning og CV til dagbjort@cfdp.dk. Vi afholder løbende samtaler og lukker annoncen, når vi har fundet de rigtige kandidater, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. 

Vi ser frem til at høre fra dig og til at arbejde sammen om at skabe positive forandringer for danske unge.

Vil du vide mere om stillingen

Kontakt projektkoordinator Dagbjört R. J. Strandberg på mail dagbjort@cfdp.dk eller mobil:  23 9346 09.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.