Merete Dalsgaard

Fagkonsulent – med speciale i forældreskab og det digitale familieliv Mere om Merete

Hvornår må mit barn få sin første mobiltelefon? Hvordan undgår jeg, at mit barn står udenfor de digitale fællesskaber? Hvordan beskytter jeg mit barn mod krænkelser på nettet? Spørgsmålene om familiens digitale liv står i kø hos de fleste forældre, og samfundsdebatten om emnet er brandvarmt.

Hvordan undgår vi som forældre, at vores egne værdier og overvejelser for det digitale familieliv drukner i de mange ydre stemmer, der bimler og bamler omkring os?

Familiens digitale liv – det vigtigste og det sværeste

De fleste forældre oplever, at familiens digitale liv på samme tid er noget af det vigtigste og sværeste at sætte gode rammer for. Det er der mange grunde til – langt flere end jeg kommer ind på her. De to faktorer, jeg vil fremhæve, er for det første, at vi forældre ikke selv er vokset op med den digitale verden, som vi kender den i dag med internettet og de små mobile skærme. Vi har derfor ikke en rygsæk med værktøjer til det digitale familieliv med fra vores opvækst, som vi kan bruge i vores eget forældreskab. For det andet har familielivet og forældreskabet forandret sig. Det er svært at sige, om det er blevet sværere at være forældre i dag. På den ene side er mange forhold blevet forbedret for familier, og på den anden side lader det til at være blevet anderledes svært at være forældre i dag. 

Et anderledes svært forældreskab

For mange af os er livet som forældre blevet meningen med tilværelsen – og familien udgør på mange måder et afgørende ankerpunkt for det enkelte familiemedlem, hvor vi hver især skal kunne lade op og samle kræfter til hver vores individuelle præstationer udenfor hjemmet. Det skaber høje forventninger til familielivet og høje ambitioner i forældreskabet, hvilket har den bagside, at forældreskabet bliver et fuldtidsjob for mange forældre. Dertil kommer, at vi er underlagt den samfundstendens, der får os til at tro, at hver enkelt af de valg og handlinger, vi foretager som forældre, afgør vores barns fremtid. Den tendens kaldes forældredeterminisme, og den er med til at placere et kæmpe ansvar hos den enkelte forældre for, at ens barn lykkes som menneske. Forældredeterminismen efterlader meget lidt overbærenhed i vores samfund til at fejle i forældreskabet – og endnu mindre selvoverbærenhed. Ser vi med forældredeterministiske øjne på det digitale familieliv, giver det sig selv, at vi som forældre er i højrisiko for at overpræstere. Derfor er det ikke underligt, at mange forældre bliver både udmattede og usikre i forhold til, hvordan man skal prioritere og handle i familiens digitale liv. Men hvordan undgår vi at kaste håndklædet i ringen og overlade styringen til de digitale eksperter, der råber højest?

Gode digitale vaner i familien kan ikke bygges på frygt

Den aktuelle debat motiverer forældre til at handle ud fra frygt, men det er ikke en frugtbar vej at gå i opdragelsen. Frygten kan så let som ingenting overdøve vores værdier og fornemmelse for, hvad der er godt og meningsfuldt i vores familie. Vi kan ikke bygge gode digitale vaner i familien på frygt, men på en bevidsthed om, hvilke værdier vi ønsker at fremme i familien.

Vi kan ikke bygge gode digitale vaner i familien på frygt, men på en bevidsthed om, hvilke værdier vi ønsker at fremme i familien.

Merete Dalsgaard

Et første skridt mod gode digitale vaner i familien kan derfor være at se nærmere på, hvilke værdier der er vigtige i jeres familie og bruge dem som pejlemærker i jeres digitale familieliv. I kan for eksempel tage udgangspunkt i de eksistentielle faktorer, man ved har betydning for menneskers grundlæggende trivsel: Oplevelsen af at høre til i et fællesskab og oplevelsen af en dybere mening i livet. Disse faktorer gør sig også gældende for et godt familieliv – også når snakken falder på det digitale.

Samtale om det gode (digitale) familieliv

Følgende spørgsmål kan bruges til at sætte refleksioner og samtaler i gang om, hvordan jeres digitale familieliv kan indrettes ud fra fællesskabsdannende og meningsfulde værdier – i stedet for ud fra frygt. 

Inddrag eventuelt børnene i samtalen hen over aftensmaden, så I kan få en ligeværdig dialog om gode digitale vaner i jeres familie:

  • Hvornår fremmer jeres digitale vaner fællesskab i familien?
    Det kan for eksempel være at tage en runde Fortnite med din søn, tage et spil ‘makeitmeme’ eller se en film sammen.
  • Hvornår hindrer jeres digitale vaner fællesskab i familien?
    For eksempel hvis individuelt mobilbrug afbryder jeres samtale henover aftensmaden, når I spiller et brætspil sammen eller hvis gaming altid vinder over den fælles gåtur i skoven.
  • Hvornår fremmer jeres digitale vaner meningsfulde aktiviteter i familien (enten individuelt eller fælles)?
    Det kan for eksempel være at lave fysisk aktivitet med app-en ‘7 minute workout’, designe kreative fødselsdagskort i Canva eller fordybe sig i en god lydbog.
  • Hvornår hindrer jeres digitale vaner meningsfulde aktiviteter i familien (enten individuelt eller fælles??
    For eksempel hvis den individuelle digitale brug forhindrer initiativet til at gå i haven, øve sig på klaveret eller køre en tur på rulleskøjter. 

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.